Mettes datter døde på en forårsdag, men i bittesmå soveposer finder hun lys i mørket
OBS: Denne artikel indeholder billeder af døde spædbørn.
Det var en tidlig morgen i maj 2016, da Mette Hougaard Crawleys datter Faustina kom til verden.
Faustina var perfekt med sine 4150 gram og 57 centimeter. ‘En fin lille baby-girl!’ som jordemoderen skrev på en tavle.
Det skulle have været en lykkelig begivenhed. Men da jordemoderen lagde Faustina op på Mettes bryst, var der larmende stilhed.
Faustina var død i Mettes mave.
Se første afsnit af ‘Døde børn skal også puttes’ her - artiklen fortsætter under programmet.
Tre dage over termin kunne Mette ikke længere mærke liv, og til en kontrol på fødeafdelingen havde hun og hendes mand fået den besked, man som vordende forældre frygter allermest.
- Vi fik at vide, at hendes hjerte ikke længere slog. Det var en sætning, der ændrede mit liv for evigt, siger Mette Hougaard Crawley fra Nørresundby.
Fødslen blev sat i gang, og Faustina blev født klokken 6.37.
Solen var netop stået op, og dens stråler lyste ind på fødestuen. Det føltes som en hån.
- Det var som om, at solen ikke havde fået besked. Her var jeg i mit mørkeste, og alligevel var den stået op, siger Mette Hougaard Crawley.
Flere tab fulgte
Den morgen, Faustina døde, blev Mette en anden. Det var som om, at en del af hende døde med Faustina.
- Det var et helt liv af drømme og fremtidsdrømme, vi sagde farvel til, siger hun.
En altoverskyggende sorg fulgte. I en periode lå Mette mest af alt og græd med gardinerne rullet for.
Mange sagde til hende, at hun var stærk, men sådan følte hun sig ikke.
- Indeni var jeg fuldstændig knust og revet midt over. Det var traumatisk og brutalt. Sorgen var altopslugende, siger hun.
I de efterfølgende år gennemgik Mette yderligere tre spontane aborter. Hun mistede troen på sig selv og sin krop, og hun udviklede depression og angst.
Hun kunne ikke se meningen i, at hendes datter skulle dø.
En værdig afsked
I sin sorgbearbejdning hørte Mette Hougaard Crawley tit, at man skulle finde en ny hobby, så hun købte en symaskine på opfordring fra sin mand.
En dag stødte hun på et opslag på en Facebook-gruppe for forældre, der har mistet et barn.
I opslaget skrev en kvinde ved navn Rebekka Høy Biegel, at hun havde fået doneret en brudekjole til et godt formål.
Og så opstod en idé.
Kunne man sy nøddåbskjoler, kisteindsatser, svøb og andet af brudekjoler og donere til landets hospitaler - og på den måde hjælpe andre forældre med at tage en værdig afsked med deres børn?
Hurtigt fik Rebekka og Mette kontakt til andre frivillige, der gerne ville være med til at sy, og det begyndte at vælte ind med brudekjoler.
Og så var foreningen MindMyAngel født.
Siden MindMyAngels spæde opstart i 2018 er der blevet doneret over 1000 brudekjoler til projektet.
I perioder har Mette måttet takke nej til flere donationer, fordi der ikke har været kapacitet til at tage flere ind.
Når brudekjolerne kommer, følger der ofte et brev med, hvor kvinderne fortæller deres bevæggrunde for, hvorfor kjolen er doneret til netop spædbarnsdød.
- Det, at et fremmed menneske donerer noget så stort som en brudekjole, så man som forældre kan tage afsked med sit barn, er meget rørende, siger Mette Hougaard Crawley.
Gør en forskel på fødegangene
MindMyAngels tilbud er gratis, for det skal ikke være økonomi, der afgør, om forældre kan tage en værdig afsked med deres barn.
Foreningen er i stedet afhængig af donationer, som de får fra fonde og fra private.
På Aalborg Universitetshospital har de sagt ja tak til foreningens tilbud om nøddåbskjoler og soveposer til døde børn.
- Det betyder meget for os, at det, vi overleverer til forældrene, er smukt, og at vi er med til at skabe en smuk afslutning for dem, MindMyAngel gør en kæmpe forskel, siger Kristine Tolstrup Petersen, der er sygeplejerske på neonatalafdelingen.
Tidligere har sygehuset kun haft mulighed for at tilbyde en hæklet og lidt stor nøddåbskjole, som forældrene kunne låne.
Nu kan forældrene vælge mellem forskellige udformninger og mønstre på kjoler og soveposer, og det valg oplever sygeplejerskerne, at forældrene sætter stor pris på selv at kunne træffe.
- Vi kan ikke give forældrene deres barn tilbage, og vi kan heller ikke tage sorgen og smerten fra dem. Men vi kan anerkende deres sorg, og det gør vi først og fremmest ved at anerkende deres barn med et svøb eller en kisteindsats, siger Mette Hougaard Crawley.
Et lys i mørket
Mette er stadig i sorg over at have mistet Faustina, og hun tror ikke på begrebet, at ‘tiden læger alle sår’.
Nu, ti år efter Faustinas død, har hun dog lært, at sorg og glæde godt kan eksistere samtidig.
Der er nemlig kommet et lys ind i Mette og hendes mands liv.
De er blevet forældre til sønnen Gabriel.
- Jeg er stadigvæk i sorg, men der er også noget nyt, der fylder nu. Gabriel fylder vores liv med noget, der trækker mig ind i lyset igen, siger hun.
Længe efter Faustinas død ledte Mette efter en mening med det, der var sket.
- Jeg kan ikke se en mening med, at vi skulle miste hende. Men jeg kan godt se en mening i, at jeg skal hjælpe andre. Hvis der er noget godt, der skulle komme ud af, at hun ikke får lov til at vokse op, så må det være det, siger hun.
Hun ved godt hvilket tøj, hun selv skal have på, når det en dag bliver hendes tur til at skulle herfra.
Det skal være hyggeligt og behageligt tøj.
For der venter hende en længe ventet legeaftale med en lille pige.
- Det giver mig håb at vide, at det, vi har elsket, ikke bare forsvinder, siger Mette Hougaard Crawley.
Se første afsnit af ‘Døde børn skal også puttes’ på tv2nord.dk/play, TV 2 Play og på TV2 Nords YouTube-kanal.