- Det kunne have været mig
I dag bor 17-årige Nadia Diana Madsen i egen lejlighed.
Men i slutningen af 2023 blev hun frivilligt anbragt på børne- og ungehjemmet Agertoften i Flauenskjold.
Her mødte hun Elias Mahamed Isaaq Shegow, som sidste år blev dømt for drabet på sin 13-årige ekskæreste Anna.
– Elias var den første, der rigtig snakkede til mig, og det fandt jeg en tryghed i, fortæller hun.
Hun fortæller, at han var sød til at forklare hende, hvordan det fungerede, når man var anbragt på et opholdssted, men venligheden varede ikke ved.
Som månederne gik, fik Elias flere og flere problemer.
– Han var meget højtråbende og udadreagerende. Meget voldsom, fortæller Nadia.
Oftere og oftere overskred han Nadias grænser, før det til sidst kulminerede fuldstændig.
Et mønster tegner sig
I løbet af efteråret og vinteren 2023 tog de voldsomme episoder mellem Elias og Nadia til. Men det var først, da Anna blev dræbt i marts 2024, at det gik op for hende hvor galt, det kunne være gået.
At Anna ikke var Elias' første offer blev også klart for Annas forældre i tiden efter drabet.
I anklageskriftet kunne de læse, sort på hvidt, at Elias var tiltalt for langt flere forhold end drabet og voldtægten af deres 13-årige datter.
– Vi havde jo ingen idé om, hvor voldsomt det egentlig var, siger Malene Sveistrup.
Den erkendelse deles af Nadia. Samtidig melder et nyt spørgsmål sig: Nogen må have vidst det.
– Jeg forstår ikke, at der ikke var nogen, der tog alvorligt, hvor voldelig en adfærd han havde.
Fortalte det – men intet skete
På opholdsstedet forsøgte Nadia at italesætte problemerne med Elias, men hun føler ikke, at der var nogen, der lyttede.
Heller ikke, da hun kom og sagde, at han havde udsat hende for to seksuelle overgreb.
– Jeg sagde det til de voksne, men der blev ikke rigtig taget hånd om det. De handlede i hvert fald ikke på det, fortæller hun.
Kort efter eskalerede det.
Elias og Nadia havde en konflikt og Elias opsøgte hende på hendes værelse.
- Jeg var så bange. Jeg troede, at han ville slå mig ihjel, fortæller Nadia.
Hun forklarer, at han skubbede hende ned i hendes seng, men at hun lykkedes med at komme ud på gangen, hvor han fulgte efter hende.
Efter det blev hun skubbet voldsomt, og husker ikke meget af situationen.
– Jeg ved ikke, om jeg besvimede, men da jeg slog øjnene op, lå jeg 2,5 meter væk med hovedet nede i jorden. Jeg havde en skade i hovedet, og mine briller var gået i stykker.
Hele episoden blev overværet af en pædagog, men heller ikke denne gang oplevede hun, at der blev reageret.
- Jeg fik en ispose, og så bad de mig ellers om at gå i seng, fortæller hun.
Efterfølgende havde Nadias mor ringet til Agertoften, hvor hun med 'store bogstaver' havde forklaret dem, at de skulle køre hendes datter på skadestuen og sørge for, at der blevet lavet en politianmeldelse.
Spørgsmålene bagefter
Historien om Nadia hørte Allan og Malene Sveistrup, da deres datters drabsmand var for Retten i Hjørring i sommer.
Historien om, hvordan Elias flere gange havde udsat andre unge for voldsom og grænseoverskridende adfærd, efterlod dem med en nagende tvivl.
– Vi forstår ikke, at der ikke var nogen, der sagde noget til os, siger Malene Sveistrup.
Elias blev flere gange kørt hjem til familien af pædagoger fra opholdsstedet.
Samtidig ringede pædagogerne til Allan og Malene og spurgte, hvordan han opførte sig, når han var i hjemmet i Hjallerup.
I dag mener de, at det peger på, at der var store problemer på Agertoften, som de aldrig fik indsigt i.
Information, de i dag mener, de burde have haft, og som potentielt kunne have reddet deres datters liv.
- Hvis vi havde vidst alt det, vi ved i dag, så kunne vi jo have passet på hende, siger Malene Sveistrup.
Frygten hænger ved
Godt to uger efter voldsepisoden med Nadia blev Elias flyttet fra bostedet.
Hvorfor, står stadig uklart – også for Anna Sveistrups forældre, som aldrig fik en forklaring.
- Vi kan jo ikke lade være med at tænke, at det var fordi, bostedet godt var klar over, at han var farlig, siger Allan Sveistrup.
Selvom Nadia var glad for, at Elias blev flyttet, og hun blev fri fra hans voldsomme adfærd, hang oplevelserne ved hende.
Særligt hårdt ramte det hende, da hun hørte om Annas drab. Et drab, hun aldrig var i tvivl om, hvem der stod bag.
– Så slår det bare klik for mig. Jeg kunne ingenting. Jeg var pisse bange, siger Nadia.
Det fatale udfald har fået hende til at se sin egen historie i et skræmmende lys, som kun har bekræftet hende i hendes oprindelige følelse af, at nogen burde have set tegnene og reageret.
– Det kunne lige så godt have været mig, siger hun.