Ny regulering vil tage livet af Henriks arbejde
- For vores virksomhed vil det være katastrofalt. Jeg tror, det vil tage livet af vores planteavlsdel ihvertfald. Uden planteavl har vi heller ikke griseproduktion.
Så kort og kontant er dommen fra landmænd Henrik Overby Christensen fra Løkken.
For efter Folketinget har langt planer om en ny kvælstofsregulering, har landbrugets repræsentanter i tre lokale treparter i det nordlige Kattegat og Skagerrak, Limfjorden og Mariagerfjord nu indstillet arbejdet frem til nytår, fordi de er utilfredse over, at planerne om reguleringen kommer oveni de igangværende forhandlinger om den grønne trepart.
Landbruget skal samlet reducere udledningen med 9600 ton kvælstof, men der er uklarhed om, hvordan landmændene skal forholde sig til de nye regler, der allerede nu sår tvivl om, hvad landmændene så må så efter den nuværende pløjning.
Ifølge Henrik Overby Christensen vil reguleringen få store konsekvenser for landbruget.
På hans gård, Blomstergården, frygter han, at kvælstofkravene vil betyde en reduktion på mere end 40 procent af den kvælstofkvote, han i dag kan bruge på markerne.
- Vi går fra en kvote, hvor vi kan lave et fornuftigt udbytte med et fornuftigt resultat, til at blive beskåret med over 40 procent.
Kan resultere i farvel til landbrug
Det vil ifølge landmanden især ramme kartoflerne, som er blandt hans vigtigste afgrøder.
Hvis reguleringen bliver gennemført som planlagt, frygter han, at de afgrøder, der i dag får økonomien på bedriften til at hænge sammen, ikke længere vil betale sig.
Tilbage vil der ifølge Henrik Overby Christensen primært være vårbyg.
- Det vårbyg har så lavt udbytte og så ringe kvalitet, at det ingen værdi vil have som virksomhed. Derfor er det en total katastrofe, siger landmanden til TV2 Nord.
Konsekvenserne rækker ifølge landmanden langt ud over den enkelte mark.
Hvis planteavlen ikke længere kan betale sig, rammer det også griseproduktionen, og i sidste ende kan det betyde, at hele virksomheden må dreje nøglen om.
- Du kan ikke have en virksomhed, hvis ikke du kan lave overskud eller forretning ud af det. Det er vi afhængige af ligesom den lokale tømrer eller Lego.
Han understreger, at han ikke er imod regler eller krav til landbruget. Tværtimod har han gennem årene forsøgt at indrette sig efter de politiske ønsker.
Men han mener, at reguleringen skal baseres på konkrete målinger frem for beregninger og modeller.
Forslag kommer midt i forhandlinger
Henrik Overby Christensen står langt fra alene med at være uforstående overfor politikernes udmeldinger, som kom i juni.
Ifølge Torben Farum, der er næstformand i Agilix er problemet, at trepartssamarbejdet allerede har været langt fremme med at finde de arealer, der skal udgå af landbrugsproduktionen af hensyn til miljøet. Men med forslaget om den nye kvælstofregulering, bliver forudsætningerne fuldstændig ændret, og områder som allerede er udpeget, kan lige pludselig være de forkerte.
- Vi er nødt til at have en timeout, hvor vi får afklaret vores opgave, siger Torben Farum.
Næstformanden mener, at det bedste scenarie ville være helt at droppe den nye kvælstofregulering og lade den grønne trepart løse opgaven.
Netop derfor forsøger landmændene at råbe Folketinget op med nedlæggelsen af arbejdet i den grønne trepart.
- Lige nu er vi pt med i et spil, hvor man ændrer spillereglerne. Det kan vi simpelthen ikke være i. Jeg ved ikke, hvad råd jeg skal give mine kollegaer og mine landmænd. Derfor har jeg ikke andre muligheder end at sige, at vi må sætte det på pause, indtil vi ved, hvad de rammer er, vi skal spille under.
Det er langt fra en god nyhed hos Danmarks Naturfredningsforening, som er en af partnerne i den grønne trepart.
- Jeg synes, det er ærgerligt for alle, fordi DN (Danmarks Naturfredningsforening, red.) ikke altid har været lige gode venner. Men jeg synes faktisk, at vi har et rigtig godt samarbejde, og vi har forstået hinanden, lyder det fra Arnolds Simonsen, der er formand i Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Hjørring.
Ifølge ham får landbrugets nedlæggelse af arbejdet i den grønne trepart størst konsekvenser for landbruget selv, fordi de nu ikke er med til at tage beslutningerne.
- Jeg kan godt forstå, at de bliver påvirket af det, men politik er politik, og hvis de har besluttet noget og kan få det igennem, så gør de det nok, så jeg tænker ikke, det er miljøet, der kommer til at betale, men landbruget.
Farvel til generationsskifte
På gården udenfor Løkken står fremtidsplanerne nu stille.
Henrik Overby Christensen har selv haft gården i 26 år og haft planer om, at hans ældste søn skulle overtage den engang.
Men bliver Folketingets planer en realitet bliver det dog ikke sådan.
- Hvis det her bliver gennemført, så bliver det uladsiggørligt. Det vil sige, at generationsskiftet kan jo ikke lade sig gøre, for man sætter ikke sin næste generation i gang med at drive en virksomhed, hvis den ser ud til at være underskudsgivende, og det vil den helt sikkert blive med det her.
Fredag har formændene for tre lokale treparter et møde med ministeren om forslaget om den nye kvælstofregulering, der allerede nu har fået konsekvenser for landmændene, som ikke kan få klar besked på, hvad de blandt andet må så, når de er færdige med at pløje.