Det går overraskende hurtigt, siger vildtkonsulent
På stranden i Sdr. Vorupør nyder flere tyske familier den danske sommer. De slapper af, spiller bold og bader - og ser ud til at være helt upåvirkede af, at der mindre end 100 meter fra dem ligger en rådnende kolos i form af en død kaskelothval.
- Den lugter lidt. I begyndelsen lå vi i vindretningen, men så flyttede vi bare om på den anden side. Det er ikke noget problem, siger Manual Sitta fra Bodensee.
Og svaret fra den tyske turist stemmer meget godt overens med myndighedernes opfattelse af situationen.
I februar besluttede Miljøstyrelsen, at et par af de syv kaskelothvaler, der strandede og døde på den jyske vestkyst, skulle blive liggende på stranden og indgå i naturens kredsløb.
Hvalen i Sdr. Vorupør var en af dem, og her et halvt års tid senere konstaterer vildtkonsulent Tommy Hansen fra Naturstyrelsen Thy, at det har været en succes.
- Dyrets størrelse taget i betragtning synes jeg faktisk, at det er gået hurtigere med at nedbryde den, end jeg havde regnet med. Mange af de bløde dele er ved at være væk, og nu kan man begynde at se ryghvirvlerne og få et indtryk af, hvor stor ryggen er i sådan et fantastisk dyr. Jeg er positivt overrasket, siger Tommy Hansen.
Død skaber liv
Når hvalen så at sige skal rådne op på stranden, sker det ud fra en filosofi om, at død skaber liv. I begyndelsen var det mest fugle som måger og krager, der tog for sig af retterne. Nu er det mere fluer, bakterier og svampe, der klarer nedbrydningen.
Da hvalen i februar skyllede ind på vestkysten, vurderede man, at den vejede 18 tons. Præcist hvor meget der nu er tilbage af kolossen, er svært at sige, men Tommy Hansen mener, flere tons er blevet nedbrudt.
Men er det ikke noget svineri at have liggende på stranden?
- Nej, det er helt naturligt. Hvor end vi går, går vi mod døden. Det gør hvalen også. Det, der bliver tilbage af hvalen, bliver til nyt liv i den ene eller anden form. Lige nu er der millioner af fluer, som bliver spist af fugle, og så kører kredsløbet, siger Tommy Hansen.
Han glæder sig samtidig over, at man ved at lade naturen gå sin gang undgår udgiften til de entreprenørmaskiner, der ellers skulle have fjernet kadaveret - og samtidig undgår udslip af CO2.
Man kommer ikke udenom, at hvalen har en særdeles kraftig lugt, når man kommer tæt på.
Sådan var det også, da den tidligere på året lå på stranden ved Stenbjerg Landingsplads. Her var den lokale strandfoged Benny Pedersen stærkt kritisk over for myndighedernes plan om at lade naturen gå sin gang.
- Jeg synes, at det er noget svineri. Den skal ikke ligge her til sommer og jage turisterne væk, sagde han dengang til TV MIDTVEST.
Men så kom der en storm og førte den rådnende hval til Sdr. Vorupør, og her har der ikke været de samme kritiske røster. Tommy Hansen fortæller, at Naturstyrelsen har fået enkelte spørgsmål om hvalen, men ingen deciderede klager.
- Den generer ikke nogen
Og det passer meget godt med fornemmelsen hos en mand, der ved alt om, hvad der rører sig i Vorupør, tidligere købmand Kim Poulsen.
- Den ligger vel okay, hvor den ligger nu. Der kommer ikke så mange folk på stranden der, og de, der kommer, trækker sig lidt til siden. Så jeg tror egentligt ikke, at den generer nogen der, hvor den ligger nu, siger han.
Poulsen understreger dog også, at han godt kan forstå, at man i Stenbjerg var ked af, at hvalen lå tæt ved den velbesøgte landingsplads.
- Hvis den var kommet op ved landingspladsen i Vorupør, så ville vi også være meget, meget kede af det, siger han.
Vildtkonsulent Tommy Hansen siger, at der stadig er en mulighed for, at en storm endnu engang vil føre den døde hval til havs. Så vil resten af nedbrydningen formentlig ske ude i havet, men sker det ikke, vil processen fortsætte inde på stranden.
- Bløddelene vil nok være væk her i sommer. Der kan godt gå lang tid, inden resten er helt væk, men på sigt vil de sidste stumper bliver dækket af sandet, siger vildtkonsulenten.