Mindst 10 nye ulvehvalpe er kommet til i år
Ulvedebatten har raset i ikke kun Nordjylland, men i hele landet.
Senest efter en ulv viste tænder i Bunken Klitplantage nord for Ålbæk og en såkaldt problemulv blev skudt nær Nørre Nebel.
Nu har det videnskabelige konsortium bestående af Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, der står for optællingen af ulve, lavet en fuld optælling af antallet af ulve i Danmark.
Det fremgår af en ny rapport, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har delt.
Mindst 10 nye ulveunger i Nordjylland
Ifølge den optælling er der to ulvepar og en enlig hanulv i Nordjylland.
Det ene ulvepar har slået sig ned i Råbjerg-området og dermed også omkring Bunken Klitplantage, hvor en ulv og ulveunge blev set i starten af august.
Hanulven vurderes at være kommet til området i november 2017 og hunnen i april 2026. Ifølge optællingen har det par i 2026 fået mindst fire hvalpe.
I Lille Vildmose kom hanulven til i april 2021, mens hunnen kom til i januar 2024. Parret har alene i 2026 fået mindst seks hvalpe.
På nuværende tidspunkt er antallet af hvalpe kun et minimumsestimat. Man forventer, at antallet stiger en smule i løbet af de kommende måneder, som nye observationer indløber.
- Vi ved, at gennemsnittet typisk har ligget på 6,3 hvalpe per kuld. Det, vi har nu, er 5,5 i år, så vi er et stykke under, og vi forventer faktisk, at der kan være flere, siger Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum Aarhus, der står bag opgørelsen, til TV 2.
I Hanstholm er Nordjyllands eneste enlige han blevet observeret. Hannen vurderes at være kommet til området i januar 2025.
- Den er som forventet. Ulvebestanden er vokset, og som resultat bliver det samlede antal hvalpe også større.
Antal mere end fordoblet
På landsplan har ulve fået mindst 189 hvalpe, siden de begyndte at yngle fast i Danmark engang mellem 2021/2022. Alene i denne ynglesæson vurderer man, at der er blevet født 61 hvalpe.
Et overvågningsår går fra 1. maj og frem til 30. april året efter, da ulve normalt yngler i maj.
I løbet af de sidste fire år er antallet af ulvepar steget fra fire til 12.
I dag er der etableret 15 revirer, altså territorier, hvor ulve holder til.
Den første ulv i Danmark blev spottet ved Nors Sø i Thy en oktoberdag i 2012.
Det var den første på dansk jord i mere end 200 år.
Det vurderes af forskerne bag rapporten, at ulvebestanden kun vil vokse yderligere i de kommende år. Blandt andet udpeges Thy som et område, hvor der er gode muligheder for, at ulve kan slå sig ned.
I dag estimerer forskerne bestandsstørrelsen ved at tælle antallet af kobler og gange det med en omregningsfaktor på syv, og derudover registreres par uden hvalpe og revirhævdende enlige ulve.