- Det er mindre James Bond og mere almindeligt
Det er sommer i 2020. En herboende russer bliver anholdt, da han er ude for at stille P-skiven, mens han er på Bakken med venner.
Sigtelsen lyder på ‘spionage’. Den 35-årige, der har været ansat hos en aalborgensisk virksomhed, er mistænkt for mod betaling at have udleveret oplysninger om dansk energiteknologi til en russisk efterretningstjeneste.
Og den sag må siges at være blevet aktuel igen, efter Politiets Efterretningstjeneste, PET, onsdag afslørede over for Berlingske, at Rusland er i konkret planlægning og forberedelse af sabotage i Danmark. Ifølge PET forbereder Rusland aktivt sabotage mod danske virksomheder i forsvarsindustrien, ligesom almindelige danskere også bliver rekrutteret.
Joseph Kristensen, der var kontorchef i Aalborg-virksomheden SerEnergy i 2019, var med til at ansætte manden, der senere blev dømt for spionage.
- Man føler sig ramt. Det kom som et lyn fra en blå himmel - det var altså en kæmpe overraskelse, fortæller han, inden han fortsætter:
- Kunne man have fanget noget tidligere? Vil det have vist noget, hvis vi dengang lavede et sikkerhedstjek ved PET af medarbejdere, der blev ansat? Så fik jeg bare bekræftet af PET, at nej, der var ikke noget at se. Han havde ikke tidligere domme, eller var påfaldende på den måde for PET, før han blev anholdt.
Udleverede oplysninger til russisk efterretningstjeneste
Den 35-årige mand var seniorforsker og arbejdede med elektrokemi hos SerEnergy, der udviklede og producerede metanolbaserede brændselsceller til blandt andet køretøjer og skibe.
- Han var rimelig social. Kom med til frokost og spiste med og snakkede med andre. Og var aktiv i vores sociale arrangementer uden for arbejdstid. Der var slet ikke noget, der skillede sig ud, siger Joseph Krustensen.
I 2021 blev den 35-årige herboende russiske statsborger dømt for spionage, fordi han var mistænkt for mod betaling at have udleveret oplysninger om blandt andet virksomhedens energiteknologi, ligesom han blev dømt for at have udleveret oplysninger om et dansk universitet til en russisk efterretningstjeneste.
- Det var meget surrealistisk at blive mødt af en PET-medarbejder og skulle underskrive dokumenter om en hemmelig anholdelse. Og i det hele taget var det helt crazy, at blive konfronteret med en spion i egen virksomhed, erindrer den daværende kontorchef.
Manden blev idømt tre års fængsel for spionage, ligesom han blev udvist af Danmark for bestandigt. Allerede dengang sagde André Ken Jakobsson, der forsker i spionage og er postdoc ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, at det er langt mere udbredt, end man går og tror.
IT-sikkerheden er et helt andet sted
For Joseph Kristensen blev det også lidt af en øjenåbner. For mens han sagtens kan forestille sig, at man hos virksomhederne i forsvarsindustrien har behov for høj sikkerhed i ansættelsesprocessen, var fokus hos SerEnergy at reducere emissioner.
Og hvorfor skulle den teknologi være interessant for en russisk efterretningstjeneste?
- Det var først efter, det her skete, at jeg blev opmærksom på hvilke muligheder, teknologien ville give i andre sammenhænge. Man tænker ofte på den grønne omstilling - altså hvordan vi får lavet en bedre verden med mindre emissioner. Men der kan også være andre aspekter i brændselsceller. De kan være mindre og veje mindre end større forbrændingsmotorer og dieselgeneratorer. De er lidt mere mobile, og laver måske også mindre støj og lidt mindre varme, og derfor ville kunne blive brugt i militær sammenhæng, siger Joseph Kristensen.
Han mener, det er godt, at der er kommet meget mere fokus på IT-sikkerhed i samfundet.
- Hele samfundet har været på en rejse med hensyn til IT-sikkerhed i virksomheder, som jeg bifalder. Mange opfatter stramninger i sikkerheden som noget, der er bureaukratisk. Men det er bare nødvendigt nu om dage. Og jeg tænker, at det er godt at have nogle foranstaltninger på plads, der kan give nogle alarmer, hvis en medarbejder sender flere megabyte eller gigabyte data ud af virksomheden, siger Joseph Kristensen.
Mindre James Bond - mere Slå Først Frede
Hvad tænker du om, PET nu har været ude og sige, at danske virksomheder også er et mål for konkret russisk sabotageplanlægning?
- Det undrer mig ikke. Nu har der været tale om hybridkrig i flere år, så jeg tænker, det ikke skulle komme bag på nogen.
Hvad synes du, at din historie siger om Ruslands spionage?
- Det, det siger om Ruslands spionage, er, at det er mindre James Bond, og ikke påfaldende mere. Det er folk med helt normalt udseende, normalt talende folk, der kan være involveret i det. Han (den spiondømte, red.) var jo ikke selv spion. Han blev hvervet til at hjælpe en, som var ansat i efterretningstjenesterne. Så jeg tænker, den bevidsthed for, at en helt almindelig forsker kunne blive inddraget i det arbejde og have det som bierhverv. Det betyder, der må være mange.
I kølvandet på afsløringen har justitsminister Nicolai Wammen (S) bedt Straffelovsrådet om at undersøge, hvordan man kan modernisere de 'strafferetlige regler om påvirkningsvirksomhed og sabotage samt reglerne om behandling af klassificerede oplysninger'.