Kæmpe bøde til Tian Fu: 50 kilo for varme kyllingetern afsløret i køkkenet
Et defekt kølerum og varme kyllingetern blev dyrt for den kinesiske restaurant Tian Fu, der ligger i Aalborg.
Spisestedet står nu med en bøde på 20.000 kroner efter et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen den 27. februar.
Kontrollen blev sat i gang efter en anmeldelse om sygdom blandt gæster, der havde spist buffet den 21. februar.
Her var det virksomheden selv, der havde indberettet sagen, og smitteopsporing har ikke fundet andre syge gæster.
Der er derfor ingen dokumenteret sammenhæng mellem maden og sygdomstilfældet.
Kyllingetern på 14,4 grader
Det alvorligste fund blev gjort i på kølebord, hvor kontrollanterne fandt to store gastrobakker med kyllingetern, samlet omkring 50 kilo.
Her viste kyllingens temperatur 14,4 grader, mens omgivelsestemperaturen lå på 11,6 grader.
Det er langt over de tilladte temperaturer for opbevaring af råt fjerkræ, og derfor udløste bakken med det lunkne kyllingekød en bøde på 20.000 kroner.
Tian Fu forklarede, at kølerummet var gået i stykker, og at der samme dag havde været problemer med ventilationen i hele bygningen. Ifølge dem havde centerchefen allerede meldt fejlene ind tidligere på morgen.
For varme tigerrejer
Kontrollen fortsatte i køkkenet, hvor man målte tigerrejer til at have en temperatur på 7,2 grader.
Rejerne havde været ude for at blive indbagt, men kokken manglede dej og var i gang med at lave mere, lød forklaringen. Her har man vurderet fra kontrollen, at det var en bagatelagtig overtrædelse.
Udover det tog man også temperaturen på noget fersk tun, der skulle laves til sushi. Det målte man til 5,3 grader, men tunen blev håndteret efter 3-timers-reglen.
Da kontrollen begyndte klokken 12.15, stod der seks–syv fade med sushiruller klar til take-away. Temperaturen blev målt til 21,7 grader. Klokken 13.30 var rullerne leveret til kunderne.
Restauranten informerer dog ikke kunder om fremstillingstidspunkt, 3‑timers‑reglen eller holdbarhed. Det gav ingen anmærkninger, men virksomheden blev vejledt om at dokumentere tiden bedre og informere kunderne om, hvor længe maden må stå fremme.
Her erkender indehaver Ting Wang, at der er noget, de skal ændre.
- Nogle henter maden og gemmer den til senere, men med 3‑timers‑reglen skal man spise det med det samme. Det kommer vi til at oplyse bedre om på vores hjemmeside, siger Ting Wang.
- Vi tager det meget alvorligt
Indehaver af Tian Fu, Ting Wang, er ked af rapporten.
– Vi tager selvfølgelig den her situation meget alvorligt og beklager, at det er sket. Det betyder, at vi får en sur smiley, og der er arbejdsgange, som skal ændres. Vi har ekstra fokus på det, siger han.
Han fortæller, at restauranten allerede er i gang med at rette op.
– Vi arbejder målrettet på, at det ikke sker igen, lyder det.