Ivan og Isabellas hus blev 'bombarderet' af store kampesten efter ulykke
Ivan Andersen og Isabella Christensen sprang op af sengen, da der natten til søndag pludselig lød et kæmpe brag.
Først troede de, at der var tale om et lynnedslag, men det skulle vise sig at være noget helt andet, der forårsagede braget og det smadrede glas i huset i Hurup.
For da Isabella Christensen kiggede ud ad vinduet, fik hun øje på en bil, der holdt totalsmadret i deres have.
Med adrenalinen pumpende i kroppen skyndte de sig ud for at se, hvad der var sket. Her fandt de en bare 18-årig mand liggende flere meter fra bilen.
- Min svigersøn fandt manden. Han råbte: "Der ligger en flad mand herovre." Vi troede, han var død, fortæller hun.
Parret skyndte sig at ringe 112, mens de forsøgte at få kontakt til manden.
Den 18-åriges tilstand krævede hurtig lægehjælp, og han blev derfor fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han fortsat er indlagt.
- Han er umiddelbart ikke i livsfare, men hans tilstand er alvorlig, siger vagtchef Andreas Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Nu er der gået lidt mere end et døgn siden ulykken, og oplevelsen er stadig svær at ryste af sig. Parret har næsten ikke sovet, og Ivan Andersen har måttet tage fri fra arbejde.
Sten fløj gennem luften
Udover synet af den 18-årige mand, så har ulykken også sat tydelige spor på ejendommen, efter bilen kørte gennem et stendige og videre ind i et stort træ.
- Det store træ er knækket over som en tændstik, fortæller Ivan Andersen.
Kampesten fra stendiget er fløjet gennem luften og har ramt fire forskellige steder på taget, så der nu er store huller, ligesom de har smadret vinduer i både over- og underetagen. En stor sten er også fløjet ind i husgavlen og gennem murværket.
– Det er altså ikke bare små sten. Der har godt nok været knald på, lyder det fra Ivan Andersen.
Det var især den 17-årige datters værelse, der lå i skudlinjen, da der blev slynget sten rundt under ulykken. Ivan og Isabella beskriver det, som om huset blev bombarderet med projektiler.
– Det var et kæmpe chok at vågne op til. Vi kunne jo lige så godt have fået en sten i hovedet, fortæller Isabella Christensen.
Noget undrer Ivan i alt det her
Dagen efter ulykken står Ivan Andersen og konen tilbage med ét spørgsmål.
- Hvorfor har der ikke været en bilinspektør ude? Vi har ikke set politiet siden lørdag nat, siger han og fortsætter:
- De skal da finde ud af, hvad der er sket. Der er ikke kun blevet kørt 80 km/t. Det, tænker vi, er umuligt, når stenene er fløjet sådan rundt, siger han.
De mener, at skaderne på ejendommen rejser spørgsmål om, hvor hurtigt bilen har kørt, og hvad der præcist er sket.
Politikommissær Gorm Lauridsen kommer med følgende svar til kritikken.
- Sagen, du spørger til, er i øjeblikket verserende, og som med andre sager kan vi ikke gå længere ind i detaljerne af den konkrete sag blandt andet af hensyn til sagens videre gang og politiets tavshedspligt.
- Generelt kan jeg oplyse, at vi gør brug af bilinspektører i færdselssager, hvor implicerede borgere afgår ved døden, eller hvis ulykken er meget kompleks, og der i særlig grad er behov for klarlæggelse af hændelsesforløbet. I langt de fleste sager er det patruljen på stedet, der står for opklaringen og sagsbehandlingen. Det er en helt almindelig del af politiets patruljearbejde, at kaste lys over forløbet i en sag om en færdselsulykke, siger han
For parret handler det ikke om at pege fingre, men om at finde ud af, hvad der er sket, så de kan komme videre.
Ulykken har efterladt parret med både skader på ejendommen og en masse praktiske spørgsmål. Bilen er blevet fjernet fra haven, men stenene ligger spredt, og parret er i gang med at håndtere forsikringer og skader.
- Vi har været nødt til selv at sætte afspærringsbånd op, fordi folk går ind i haven, fortæller Ivan Andersen.
Men det er ikke kun de fysiske skader, der fylder.
Når Ivan fremover skal slå græs i haven, vil han blive mindet om den nat, hvor en bil pludselig endte på deres grund, og en ung mand lå livløs få meter fra huset.
– Det er frygtelig skræmmende, slutter han.