- Jeg har deltaget i et omsorgssvigt
Der var en virkelighed indenfor murene, og så var der den virkelighed, der blev fremstillet, når myndighederne kom på besøg.
Sådan beskriver to tidligere ansatte i den østjyske botilbuds-koncern Opholdssteder.dk dét, de oplevede.
- Jeg har lige været inde og ændre i det, du har beskrevet, fordi det ser ikke så godt ud i forhold til tilsynet.
Sådan fortæller tidligere medarbejder Mette Ankjær, at en leder forklarede, hvorfor der var blevet rettet i hendes beskrivelser af blandt andet magtanvendelser på bostedet Odamsgaard i Hobro.
Hun står ikke alene med kritikken.
En anden tidligere medarbejder i koncernen Aviaaja Viuff fortæller, at hun fik besked på, at magtanvendelser ikke skulle skrives ned, fordi det skulle 'se pænt ud til tilsynet'.
Ved et tilsynsbesøg blev hun og en ung - ifølge hende - sendt væk, så de ikke risikerede at ødelægge det, hun kalder et 'glansbillede'.
Nu står de frem i TV2 Østjyllands dokumentar 'Hvem passer på os?'. Her beskriver de en kultur, hvor oplysninger ifølge dem blev ændret eller holdt tilbage, og hvor virkeligheden på bostederne kunne blive fremstillet pænere over for myndighederne.
Opholdssteder.dk afviser, at der bliver pyntet på indberetninger, og beskriver ledernes gennemgang som almindelig kvalitetssikring.
Pænt udadtil
Men sådan oplevede Mette Ankjær det ikke.
- Vi smører lige en klat maling på den væg, og så planter vi lige en blomst i den potte, og vi hænger lige gardiner op her, så ser man ikke, at ruden er smadret.
Sådan beskriver hun, hvad der ifølge hende kunne ske på bostedet Odamsgaard i Hobro, når tilsyn, sagsbehandlere og andre udefra kom på besøg.
- Man prøver at lave et billede, som skal være pænt udadtil.
Mette Ankjær er uddannet social- og specialpædagog og havde mange års erfaring fra specialområdet, da hun i 2023 begyndte på Odamsgaard, der er en del af Jesper Dige Nielsens organisation af opholds- og botilbud.
Hun kom for at hjælpe udsatte unge.
Og hun understreger at meget også fungerede. Hun fortæller om dygtige kolleger, gode dage og medarbejdere, som forsøgte at lykkes med det pædagogiske arbejde.
Men efter kort tid begyndte hendes syn på stedet at ændre sig.
- Kulturen i Opholdssteder.dk, den er så forrået, siger hun.
Friskbagte boller
Noget af det, Mette Ankjær reagerede på, var netop forskellen mellem hverdagen på bostedet og det billede, der ifølge hende blev præsenteret for omverdenen.
Når kommunale sagsbehandlere kom på besøg, kunne medarbejderne ifølge hende få besked på at bage boller, sørge for sandwich og anrette maden pænt.
- Det var jo vigtigt, at når der kom nogen udefra - det kunne være kommunernes sagsbehandlere, tilsynet eller forældre - så skulle det jo se ud, som om vi er et velfungerende sted, og vi har styr på det, fortæller hun.
I dag retter Mette Ankjær også kritikken mod sig selv.
- Jeg må lægge mig fladt ned og sige, at jeg har deltaget i et omsorgssvigt, som aldrig skulle have fundet sted.
Hun håber, at hendes historie kan gøre en forskel for både børn og ansatte.
Fortæller om ændrede beskrivelser
Mette Ankjær kommer også med en alvorlig anklage om den dokumentation, der skulle beskrive hverdagen og hændelserne på bostedet.
Hun fortæller, at der flere gange er blevet ændret i det, hun havde skrevet om blandt andet magtanvendelser og andre hændelser.
- Jeg har i hvert fald oplevet, at min leder har været inde og omskrive noget, jeg har noteret, fortæller hun.
Ifølge Mette Ankjær fik hun også at vide hvorfor.
- Hun har været inde og ændre i det, jeg har beskrevet, fordi det så ikke så godt ud i forhold til tilsynet, fortæller Mette.
Hun er ikke den eneste tidligere medarbejder i Jesper Dige Nielsens organisation, der fortæller om den slags.
Aviaaja Viuff, der har arbejdet på Soloprojekt og været vikar på flere andre tilbud, fortæller, at hun fik at vide, at magtanvendelser ikke skulle skrives ned, fordi det skulle "se pænt ud til tilsynet".
Ved et tilsynsbesøg fortæller Aviaaja desuden, at ledelsen sendte hende og en ung væk fra bostedet.
- Vi skulle bare ikke være der, fortæller hun.
Ifølge Aviaaja var formålet, at de ikke skulle risikere at sige noget, der kunne ødelægge det, hun kalder et 'glansbillede'.
Også andre tidligere ansatte fortæller TV2 Østjylland, at det kunne være svært at rejse kritik internt.
Rikke Christensen, der har arbejdet på Fuglen og forskellige afdelinger under Aktiv Weekend, beskriver samtidig en følelse af at stå alene med alvorlige problemer blandt de unge.
- Magtesløs. Fuldstændig magtesløs, siger hun.
I Socialtilsynets papirer har TV2 Østjylland også fundet oplysninger om hændelser, der ifølge medarbejdere ikke blev skrevet videre eller blev nedtonet.
I en underretning beskrives blandt andet en episode, hvor en pose blev presset ned over hovedet på en medarbejder. Ifølge underretningen fik vedkommende besked på, at sagen ikke måtte gå videre.
Afviser anklager
Oplysningerne om ændrede beskrivelser og manglende registrering vækker bekymring hos Caroline Adolphsen, professor i børneret ved Aarhus Universitet.
Hun har fået forelagt materialet, som indgår i TV2 Østjyllands afdækning, og om oplysningerne om vildledning vurderer hun:
- Det vidner om, at man har noget at skjule, er bange for, at man har noget at skjule, ikke ønsker, at sandheden kommer frem.
TV2 Østjylland har flere gange forsøgt at få Jesper Dige Nielsen og Opholdssteder.dk til at svare på kritikken. Han afviser at stille op til interview.
TV2 Østjylland har fået tilsendt følgende:
'Hvem passer på os?' kan ses på TV2 Play, TV2 Østjylland eller her: