Støjplagede naboer klager – nu skal politikerne tage stilling til statsligt tilsyn
I Østerild har borgerne fået nok. Støjen fra vindmøllerne på Testcenter Østerild har flere gange fået dem til at klage til kommunen.
Og nu skal Thisted Kommune til at overveje, om staten selv skal stå med tilsynet af støjniveauet fra testcenteret.
Det fremgår af et punkt på dagsordenen for Thisted Kommunalbestyrelse, som teknik-, erhverv- og beskæftigelsesudvalget har indstillet, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne nikker ja til.
Udvalget oplever nemlig, at den nuværende lovgivning begrænser dets muligheder for at reagere på de støjgener, som naboerne til testcentret gentagne gange har klaget over.
Støjberegninger viser, at grænserne er overholdt
Derfor skal politikerne i kommunen tage stilling til, om borgmesteren skal sende et såkaldt borgmesterbrev til by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) og miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) med en opfordring til, at Miljøstyrelsen bliver tilsynsmyndighed på miljøområdet ved Testcenter Østerild.
Det er Thisted Kommune som tilsynsmyndighed, der har ansvaret for at kontrollere, støjen overholder de fastsatte grænseværdier. Den seneste støjmåling og -beregning, som kommunen modtog 2. marts 2026, viste, at vindmøllerne overholder de gældende støjgrænser, på trods af at lokalområdet oplever store støjgener.
Derfor har kommunen flere gange henvendt sig til både Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Miljøstyrelsen for at få afklaret, om metoderne til at beregne støj fra testvindmøllerne giver et retvisende billede.
Ifølge dagsordenspunktet har Miljøstyrelsen afvist kommunens tvivl og fastholdt, at de gældende beregningsmetoder er retvisende.
Kommunen mangler redskaber
Problemet er ifølge Thisted Kommune, at testcentret er etableret ved en anlægslov, som Folketinget har vedtaget. Samtidig er både støjgrænserne for vindmøller og metoderne til at beregne støjen fastlagt i en bekendtgørelse.
Det betyder, at kommunen ikke har samme muligheder for at tilpasse kravene, som den eksempelvis har på virksomhedsområdet.
Her kan en kommune efter en konkret faglig vurdering i visse tilfælde skærpe eller lempe de vejledende støjgrænser. Sådan er reglerne ikke for vindmøllerne ved Testcenter Østerild.
Ved Testcenter Østerild kan kommunen kun kontrollere, om støjgrænserne er overholdt, og anmode om nye målinger og beregninger, hvis der er mistanke om overskridelser. Men den kan ikke selv ændre støjgrænserne eller beregningsmetoderne.
Det er Miljøstyrelsen, der har det ansvar.
Vil have staten til at tage over
Derfor mener de, at de også burde overtage selve miljøtilsynet.
I forvejen fører Miljøstyrelsen også tilsyn med nogle af landets mest komplekse og teknisk avancerede virksomheder. De såkaldte 's-mærkede virksomheder'.
Her mener teknik-, erhverv- og beskæftigelsesudvalget, at Testcenter Østerild også burde høre under den kategori, da 'Testcenter Østerild er et unikt nationalt forsknings- og udviklingscenter med løbende test af nogle af verdens største prototypevindmøller, komplekse støj- og naturmæssige problemstillinger samt betydelige nationale energi- og erhvervspolitiske interesser,' skriver de i indstillingen til kommunalbestyrelsen.
Den danske stat har på nuværende tidspunkt allerede en central rolle i reguleringen af testcenteret, da by-, land- og transportministeren efter anlægsloven står med ansvaret for natur- og beskyttelsesopgaver ved testcenteret.
Mulig udvidelse gør sagen aktuel
Teknik-, erhverv- og beskæftigelsesudvalget i Thisted Kommune finder det særligt relevant at sende et borgmesterbrev nu, da der arbejdes på en mulig udvidelse af Testcenter Østerild, og der er kommet en ny minister til Miljøministeriet.
Bliver udvidelsen en realitet skal en ny særlov udarbejdes. Netop heri vil det være muligt at få afklaret, hvilken myndighed der skal stå med tilsynsansvaret.
Hvorvidt borgmesterbrevet skal sendes, skal Thisteds Kommunalbestyrelse tage stilling til på et kommunalbestyrelsesmøde tirsdag aften.